Esbjerg har en fantastisk beliggenhed. Tæt på Verdensarven Vadehavet og det brusende Vesterhav.
Byen opstod, fordi der blev anlagt en havn. Sidenhen er havnen og byen vokset.
Nogle gange endda ved at inddrage områder, som tidligere stod under vand.
Det betyder, at vi i dag har nogle lavtliggende områder, som vil blive påvirket, hvis vandstanden i havet stiger.
Vi er blevet klogere på, hvor det er hensigtsmæssigt at bygge.
Er der fare for oversvømmelser, skal man enten kunne sikre sig på fornuftig måde eller helt lade være med at bygge og vælge et andet sted.
Der er mange mindre vandløb, som løber ud i havet. Nogle af de vandløb er blevet gemt væk, mens byen blev bygget.
De senere år har vi oplevet mere ekstremt vejr i form af massive regnbyger.
Vandløbene fyldes, men rørene er ikke beregnet til at tage de store mængder vand. Og så sker oversvømmelserne.
De store regnbyger efterlader også meget overfladevand, som samler sig rundt omkring i byen.
Fliser, asfalt og beton. Sådan er vores by bygget, men det gør også, at vandet har svært ved at løbe væk.
Vi skal arbejde i løsninger, hvor vandet kan optages i jorden eller ledes væk.
Når vi taler om klima- og risikoplanlægningen skal der tages højde for, hvilke hændelser man vil gardere sig imod.
Hvor højt vandet muligvis vil stå under de forskellige hændelser, hvor du bor, kan du se i appen.
Brug kameraet i appen og scan langsomt området foran dig fra side til side.
Når du ser en blå plet, kan du trykke på skærmen for at se de forskellige klimahændelser med havvand og regnvand.
Du kan også se, hvor grundvandet i gennemsnit forventes at stå i 2050.